Homøopati

Homøopatiske lægemidler og antroposofisk lægekunst
Udgangspunktet for homøopatiske lægemidler er stoffer udvundet fra plante-, mineral-, og dyreriget, som opnår deres særlige virkning efter potensering ved gentagne fortyndinger og rytmiske opblandinger.
Potenseringen gør det muligt at fremstille stærkt virkende lægemidler, som kan give en medicinsk impuls til krop, sjæl og ånd. Lægemidlerne kan regulere de steder i mennesker, hvor der er en ubalance, og derved stryke menneskets evne til selvhelbredelse. Homøopatiske lægemidler lærer således mennesket på ny, at omgås de fysiske eller sjælelige processer, som ikke fungerer optimalt. Homøopatiske lægemidler har generelt ikke bivirkninger som konventionel medicin har, fordi den er så stærkt fortyndet. Homøopati er mild og dybtvirkende, og derfor også velegnet til børn.

Princippet bag homøopatiske lægemidler bygger på, at de stærkt fortyndede stoffer virkerhelbredende på symptomer, som det fremkalder i fysisk – og ufortyndet -form. Et velkendt eksempel er homøopatisk fortynding af løg, som anvendes til at helbrede en tilstand med rindende øjne og løbende næse. Med lige skal lige helbredes.
Det unikke ved homøopatiske lægemidler er, at den ikke blot virker ind i kroppen, men også har de sjælelige og åndelige områder, hvor langt de fleste sygdomme har deres udspring.

Antroposofisk lægekunst
Den antroposofiske beskrivelse udvider vores forståelse af mennesket og naturen, og dannergrundlag for en ny og mere bevist lægekunst.
Sygdomme forstås som ubalancer i de sjælelige og åndelige dele af mennesket, og som forskydninger mellem kroppens nerve-/sansesystem, det rytmiske system og stofskiftesystemet samt mellem kroppens nedbrydende og opbyggende processer. Man kan på dette grundlag stille præcise og dybtgående diagnoser, både på det fysiske og det sjælelige plan, og behandle menneskets individuelle ubalancer. Derved kan man lindre og helbrede sygdomme ved selve deres rod, og styrke mennesket til regenerering og genopbygning af krop, sjæl og ånd.

Den antroposofiske lægekunst har udvidet homøopatien med nye måder at fremstille lægemidler på, og med udvikling af helt nye slag lægemidler, som modsvarer den dybere forståelse af menneskets opbygning. Det kendetegner den antroposofiske forståelse af mennesket, at den giver en præcis beskrivelse af samspillet mellem vores fysiske krop og vore sjælelige og åndelige kræfter.

Kilder: Homøopatiske lægemidler, Alma

Historie
Homøopatien blev grundlagt af Dr. Samuel Hahnemann (1755-1843). Han blev født i Meissen i Sachsen, som ældste søn af en fattig porcelænsmaler, og levede på samme tid som Goethe. På trods af de meget beskedne kår og en betydelig modstand fra faderens side, lykkedes det ham alligevel at komme til at studere medicin. Allerede i underskolen og i gymnasiet havde han været en så lysende begavelse, at gymnasiets rektor Dr. Müller støttede ham i han store ønske om at blive læge. Han tjente til studierne ved at oversætte forskellige skrifter (som 18 årig kunne han 6 fremmedesprog flydende). Han studerede førsti Leipzig og senere i Wien, hvor han blev assistent for kejserinde Maria Theresias livlæge von quarin. Denne gav Hahnemann den dybere indsigt i mennesket og lægegerningen. Hahnemann skrev om von Quarin: Det store praktiske geni, livlægen von Quarin, skylder jeg det ved mig som kan kaldes læge.

Kilde: Lægekunst, Per Bach Boesen, Alma